For nogen tid siden skrev jeg et indlæg om at trække på følelser, der går meget tæt på en selv, når man skriver. Ikke af hovedstolen, for det handler ikke om mig, men ting, der virkelig berører en som menneske. Sådan skrev jeg en enkelt novelle, og det gik rigtigt godt. Så godt, faktisk, at der måske kommer noget fornuftigt ud af det (hvilket jeg, hvis jeg er heldig, forhåbentlig kan fortælle jer mere om senere).
Og det var jeg ret godt tilfreds med, så da jeg forleden faldt over en apokalyptisk novellekonkurrence udskrevet i et samarbejde mellem Forlaget Valeta og Apokalyptisk, vidste jeg med det samme, at nu skulle den dæleme have gas. At læse indkaldelsen til konkurrencen var lidt af en epifani. Jeg fik ideen til novellen nærmest inden jeg havde læst indlægget færdigt, og jeg har allerede skrevet mere end tusind ord. Men du godeste, da.
I forvejen er mit emotionelle panser rimeligt slattent når det kommer til kunst, og at skrive om ting, der går så tæt på, og som er så væmmelige (temaet er jordens undergang, ikke?), det er næsten ikke til at holde ud. Jeg har med vilje valgt at sætte min hovedperson i nogle situationer, jeg selv ville reagere meget stærkt på. Det jeg opdagede, da jeg skrev den sidste novelle, var, at det rent tekstuelt gav pote at kunne relatere til de følelser, der gik gennem hovedet på min protagonist. Men spøgen går selvfølgelig ud på at bevare balancen mellem indlevelse og kritisk distance (mener jeg rent personligt i hvert fald), og lige nu er jeg en lillebitte smule bange for, det nærværende projekt ikke helt er en god ide alligevel. En af mine seriøse overvejelser går på, om jeg simpelthen mister noget af min faglige objektivitet ved at være så tæt på det, jeg skriver. For hvis jeg er så optaget af det, det sker i min tekst, at jeg ikke er i stand til at vurdere, hvad der er skidt, og hvad der er kanel, så kan jeg jo næsten lige så godt bare lade være.Min plan lige nu er at skrive videre, og så løbende holde øje med, om jeg kan holde hovedet koldt. Og hvis jeg ikke kan, well, så må det blive en ommer. Lige meget hvor denne novelle ender, og om jeg overhovedet bliver færdig med den eller ej, så tegner det til at blive noget af en emotionel rutschebanetur at skrive den. I hvert fald er min kone allerede begyndt at kigge lidt skævt til mig, når jeg går rundt med en bævrende underlæbe og klapper vores børn på hovedet, mens jeg mumler om, at man skal skønne på den tid, man har sammen…
Aske Munk-Jørgensen 