Skytten

Køteren var gejlet sådan op, den næsten pissede på gulvet. Den begyndte at vende det hvide ud af øjnene.
     ”Få din hund til at slappe af,” sagde han. Det lød forbløffende roligt.
     ”Ellers hvad?” Gø gø gø gø! Larme larme larme! De blev nødt til at råbe hen over den halsende køter.
     ”Eller får du nogen på hovedet.” Han var ikke sikker på, han hørte ham. Måske var det adrenalinen der fik det til at virke, som om alt foregik i slowmotion. Musklerne i den tatoverede underarm slappedes. Køteren sprang. Anders trak af. Braget. Ladeskinnen røg tilbage og skød hylsteret ud. Den slappe brune og sortspættede krop kramte ham og landede på hans fødder.
     “Fuck! Du skød den mand! Fuck!” Fyren var helt oppe i fjæset på ham. Idioten med battet ovre i stolen var også sprunget op. ”Fuck du skød den, so!” supplerede han. To mand, og den ene fra en pissedårlig vinkel. Det havde virket uoverskueligt før, men med køteren ude af billedet virkede de to forstadshelte alligevel stadigvæk som rimeligt dårlige odds. Den døde hund stank. Krudtrøgen skar i næsen. Tid til at træffe et valg. Han sukkede. Så så han op og satte mundingen af sin pistol i brystet på råberøven.
     ”Ja, og lige om lidt skyder jeg dig også, hvis du ikke sætter dig ned.” Han skubbede ham et skridt tilbage med pistolen.
     ”Truer du mig?”
     ”Nej.” Han stirrede ham i øjnene. ”Jeg fortæller dig, hvad der sker, hvis du ikke sætter dig ned.”

En mand bliver skudt på trapperne foran Københavns byret. Han er måske og måske ikke skyldig i forfærdelige overgreb på børn. Antallet af mistænkte er stort nok, som det er, men jo dybere politiet graver, jo værre ser den dødes fortid ud.

Arbejdstitlen på det her er manuskript er, som du nok har gættet, Skytten. Det var den i hvert fald indtil for ganske nylig. Titlen opsummerer meget godt, hvad historien handler om, og den er både kort og fyndig. Til gengæld har jeg lige fundet ud af, at det også er titlen på den der gamle film, hvor Jens Okking skyder Allan Simonsen oppe fra toppen af Rigshospitalet under en kamp i Parken. Det ærgrer mig naturligvis, for det var jo en god titel – hvilket sikkert også var grunden til, Anders Bodelsen i sin tid valgte den til sin film.

Hvorom alting er; det er en krimi, måske endda en thriller. Historien har knald på, den er fantastisk sjov at skrive, og den giver mig en lovlig undskyldning for at beskæftige mig med nogle af de ting, drenge og mænd (jeg selv, i hvert fald) synes er det vildeste i verden: Skydevåben, sex og biljagter.