Category Archives: Skytten

Vælge til og vælge fra

Jeg fik en mail i forrige uge om, at en novelle, jeg skrev for nylig, Seiðr, er blevet udtaget til at være med i Forlaget Kandors antologi med arbejdstitlen Ny Dansk Fantasy 2012. Og det er jo smadderdejligt, men det er i virkeligheden ikke det, dette indlæg skal handle om.

At jeg nævner Kandors antologi er mere en indledning til det egentlige emne for denne blogpost, for efter at have fået gjort Seiðr (og en anden novelle også) færdig, er jeg så småt begyndt at skotte til min krimi, Skytten, påny. Da jeg forlod Skyttens hovedperson for et par måneder siden, befandt han sig i en øm omfavnelse med en kvindelig kollega. Det er der, jeg er vendt tilbage til ham nu. Og arbejdet med Seiðr har haft en ret interessant effekt på Skytten, for efter at have overladt min helt og hans nye (måske) kæreste til sig selv i nogen tid, var det ret spændende at vende tilbage til alt deres pilleri igen. Det var nemlig tydeligt efter at have ladet manuskriptet hvile, at det var en mandlig fortæller, der beskrev det intime optrin – også selvom jeg oprindeligt havde prøvet at være ret neutral.

Og det fik mig til at tænke lidt på, hvem læseren af denne hypotetiske bog egentlig er. For hvad enten man selv ved af det eller ej, skriver man næsten altid til en bestemt, og typisk endda en ret bestemt modtager. Selvom det langt fra altid er en forfatters intention, kan man meget ofte afkode, hvem en bogs oplagte publikum er.

Præmieeksemplet er Dan Browns bøger om Robert Langdon. Robert er en lækkermås af en single, midaldrende, succesrig akademiker, der klæder sig afslappet men cool, som er en fremragende sportsudøver (hans evner ud i svømningen har simpelthen givet ham tilnavnet ”delfinen” blandt hans studerende), og som har en fantastisk evne til at komme i lag med tiltrækkende kvinder. Sidst men ikke mindst kommer han ud for det ene fantastiske eventyr efter det andet, som han, på grund af sin standhaftige og snarrådige karakter og faglige overlegenhed, altid er i stand til at komme helskindet ud af.

Hvor mange småkvabsede, utilfredse, midaldrende mænd med skjorter fra Mr Jardex kunne ikke godt tænke sig at læse om Robert Langdon og drømme, at det ikke var Robert Langdon, men i stedet dem selv, Jens Jensen, speditør hos Grød, Grød og Grød i Glostrup, der lå bagbundet i en pengetransport med en smuk fransk kvinde? Det er nok lidt, som der står i Peter Plys: ”Jeg tror helst, han vil høre en historie om sig selv.”

Om man som forfatter skeler til sin potentielle målgruppe, når man skriver sit manuskript, det er helt op til forfatteren. Men bevidst eller ej – ligeså snart dine fingre rammer tasterne, foretager du valg, og de valg vil altid vække mere genklang hos nogen end hos andre.

Skriv en kommentar

Filed under Skriveprocessen, Skytten, stilistik

Darlings

Det er ikke et spørgsmål om at slette tillægsordene. Det er ikke bare at tænke grundigt over, hvad det er, du vil sige. Det er alle de vendinger, du synes er så superelegante, og som du går og godter dig over indvendigt, men som alligevel giver dig en flov fornemmelse i maven. De ting, der lyder bedre, når du læser dem op for dig selv, end når andre hører dem. Dine omvendte ordstillinger. Indskuddet i indskuddet i din bisætning. Det franske låneord for noget, du ligeså godt kunne sige på dansk. Alle de ting, du udmærket godt ved, ikke holder. Det er dine darlings. Og de skal dø.

Jeg ville rigtigt gerne forklare præcist, hvad det er, jeg mener, men den eneste opskrift, jeg rigtigt kan give til, hvordan man finder de her ting i sin tekst, er, at man skal lytte til sin mavefornemmelse. For det er ret abstrakt, hvad sådan en darling er. Det vil typisk være noget, der falder uden for teksten rent stilistisk. Der er sjældent grænser for, hvor stort eller hvor småt, det kan være. Måske er det et kapitel, der bare ikke er godt nok. Måske er det to afsnit, der vender forkert i forhold til hinanden, men det kan også sagtens bare være et ord eller en vending. Til gengæld vil du næsten altid være opmærksom på, det er der. At finde de her problemer og redigere dem bort er en øvelse i at være ærlig overfor sig selv.

Lad mig komme med et eksempel fra Skytten. (Desværre kan jeg ikke gå alt for meget i detaljer, for det vil afsløre for meget om plottet.) Skytten startede oprindeligt med et kapitel fortalt fra morderens synsvinkel. Her var læseren vidne til det mord, der sætter historien i gang. På papiret var det fantastisk. Man fik introduceret intrigen. Man så begivenheden, der sætter det hele i gang, og jeg fik lov til at beskrive en fantastisk indrettet lejlighed fuld af antikke bøger og blyanttegninger Lorens Frølich – altsammen modstillet med dramatisk, moderigtig hypervold. Men det var sygeligt kedeligt. Man skulle kæmpe sig gennem noget i retning af 1800 ord, inden der skete noget – inden der var nogen, der blev skudt. Og da det endeligt skete, blev det fortalt fra en synsvinkel, hvor læseren ikke kunne se det.

Jeg har selv prædiket på denne blog, at anslaget i en bog skal fange og fastholde læseren, men alligevel nåede jeg at skrive noget, der ligner en tredjedel af mit manuskript, før min kæreste tvang mig til at slette det første kapitel og skrive det om.

Et andet, mere håndgribeligt eksempel fra Imens det dugger:

”Uden at se på hende havde han, fra det sekund hun havde sat sig ned, vidst, at her ventede en samtale, han ikke kunne undslå sig.”

Nej vel? Før datid. Håbløs ordstilling. 4 kommaer. Indskud (jeg havde lige læst Thomas Manns Døden i Venedig på det tidspunkt – indskudte sætninger var nærmest et adelsmærke). Undslå sig!? Personen her skal forestille af være 30! Og jeg elskede det. Hvornår det blev rettet? I den absolut sidste gennemskrivning, inden manuskriptet røg ind til et forlag.

1 kommentar

Filed under Imens det dugger, Skytten, stilistik

Idéer, præmisser, synopser

Den gode ide er præmissen for mit arbejde, skrev jeg blandt andet i sidste uge. Og det lyder jo vældigt flot. Men hvad betyder det egentlig?

Uden ideen kan jeg ikke skrive, men en ide kan være mange ting. Den kan være en meget abstrakt præmis (En bog om en mand, der ikke lærer en skid af sine oplevelser, f.eks. – Følelsernes opdragelse, Flaubert), men den kan også tage form af et mere konkret plot, i hvert fald hvis man udvikler den lidt (Jesus fik børn med Maria Magdalena. En hemmelig orden har i århundreder beskyttet deres efterkommere mod en despotisk katolsk kirke, der forsøger at komme dem til livs for at bevare sin egen magt; vejen til sandheden er skjult som spor i en række kunstværker og historiske genstande, som vores helt skal afkode i en dramatisk, Indiana Jones-agtig skattejagt i kamp med tiden, politiet, kirken og andet godtfolk – Gæt selv hvilken bog, Dan Brown).

Grundlæggende hænger den gode ide for mig sammen med forberedelsen til min skriveproces, og hvordan jeg forbereder mig på skriveprocessen kan variere temmelig meget fra projekt til projekt. Her tænker jeg på, hvordan jeg udvikler mine ideer, og hvordan jeg udarbejder mit plot. Nedenfor går jeg igennem, hvad jeg selv har gjort i forskellige sammenhænge. Måske kan det tjene som inspiration til andre.

Jeg har lige afsluttet arbejdet på Imens det dugger.  Da jeg begyndte på den bog, havde jeg vitterligt kun en abstrakt ide om, hvad den skulle handle om.  Da situationen, som var præmissen for det første kapitel (der i parentes bemærket endte med slet ikke at blive bogens første kapitel), dukkede op i mit hoved, satte jeg mig simpelthen ned og skrev den. På det tidspunkt virkede det mere som en novelle end som noget som helst andet, men det stod alligevel helt klart, hvor fortællingen skulle fortsætte hen, og hvad der skulle blive det næste kapitel. Plot, struktur, persongalleri og alt andet voksede frem som et produkt af dét første kapitel. Det bar simpelthen kimen til historien i sig.

Nu hvor jeg er blevet færdig med Imens det dugger, er jeg i stedet begyndt at arbejde på Skytten. Den er i højere grad skrevet baglæns. Jeg fik oprindeligt en ide til den grundlæggende præmis, men fordi det er en krimi, bliver jeg nødt til at have nogenlunde styr på fakta, før jeg skriver noget. Jeg kan jo ikke lade min hovedperson opklare noget, hvis det ikke stemmer overens med, hvordan det hele skal hænge sammen. Men stadigvæk er det ikke sådan, at jeg har sat mig ned og skrevet en synopsis af hvert eneste kapitel, der skal indgå i bogen. Det er snarere som et puslespil. Forestil dig, at jeg lægger et par brikker. Når de er lagt, begynder jeg selv at designe den næste brik, og jeg kan regne ud, hvordan den skal se ud, for jeg kan jo se konturen af det hul, hvor den skal passe ind.

Skriv en kommentar

Filed under Imens det dugger, Skriveprocessen, Skytten