Jeg har i lang tid gået og øvet mig på at blive bedre til at skrive noveller. Det har jeg haft nogen succes med, (og det er rigtigt dejligt!) Novellen er en fortættet, sluttet form, som kræver, at jeg fokuserer på de centrale i fortællingen: Min sprogbehandling, det grundlæggende narrativ, personernes tilfredsstillende psykologi. Og efter at have puslet med de ting et par år, var jeg egentlig nået et sted hen, hvor jeg godt kunne lide at være. Jeg havde ligesom fået grebet om, hvordan min Novelle skulle være – og så er noveller jo bare enormt sjove at skrive. Men som om min underbevidsthed fortalte mig, at nu var det tide at holde op med at stå og hoppe på stedet, meldte der sig for nogen tid siden noget andet på banen.
Jeg har altid haft et blødt sted for kortprosa. Der er et eller andet ved denne specielle kortform, som tiltaler mig. Der er noget fantastisk ved krydsfeltet mellem lyrik, prosa, aforisme og essay. Da jeg læste Vagn Remmes Vi er her ikke, som er en fantastisk bog, mindede det mig om, hvor fremragende kortprosa kan være. Jeg var meget begejstret, og da jeg ikke kunne slå hverken bogen eller formen ud af hovedet, måtte den naturlige udvikling blive, at jeg forsøgte at skrive noget selv. Det har allerede båret frugt, hvilket jeg – det indrømmer jeg blankt – er vildt overrasket og ogå ret ydmyg over.
Men nu er jeg netop vendt tilbage til en novelle, jeg længe har villet skrive færdig. Den har levet et omtumlet liv. På et tidspunkt troede jeg, den skulle blive til en længere tekst, men da jeg havde besvær med at lægge mig fast på, hvad jeg ville med den, endte jeg med at parkere den i en filfolder, hvor den har samlet støv et stykke tid. Jeg har fået den afsluttet nu, og den er heldigvis lige som den skal være, men det har været interessant at arbejde på en novelle igen efter at have skrevet med et andet formsprog et stykke tid. Min prosa har simpelthen ændret sig – til det bedre, heldigvis. Jeg tror simpelthen, der er tale om en slags gensidig befrugtning, og det er fantastisk spændende at se, hvad der kommer ud af mine fingre, når jeg sætter mig til tastaturet for tiden. Det bliver interessant at se, hvor det alt sammen bærer hen.
Aske Munk-Jørgensen 