Category Archives: Skriveprocessen

Gensidig befrugtning

Jeg har i lang tid gået og øvet mig på at blive bedre til at skrive noveller. Det har jeg haft nogen succes med, (og det er rigtigt dejligt!) Novellen er en fortættet, sluttet form, som kræver, at jeg fokuserer på de centrale i fortællingen: Min  sprogbehandling, det grundlæggende narrativ, personernes tilfredsstillende psykologi. Og efter at have puslet med de ting et par år, var jeg egentlig nået et sted hen, hvor jeg godt kunne lide at være. Jeg havde ligesom fået grebet om, hvordan min Novelle skulle være – og så er noveller jo bare enormt sjove at skrive. Men som om min underbevidsthed fortalte mig, at nu var det tide at holde op med at stå og hoppe på stedet, meldte der sig for nogen tid siden noget andet på banen.

Jeg har altid haft et blødt sted for kortprosa. Der er et eller andet ved denne specielle kortform, som tiltaler mig. Der er noget fantastisk ved krydsfeltet mellem lyrik, prosa, aforisme og essay. Da jeg læste Vagn Remmes Vi er her ikke, som er en fantastisk bog, mindede det mig om, hvor fremragende kortprosa kan være. Jeg var meget begejstret, og da jeg ikke kunne slå hverken bogen eller formen ud af hovedet, måtte den naturlige udvikling  blive, at jeg forsøgte at skrive noget selv. Det har allerede båret frugt, hvilket jeg – det indrømmer jeg blankt – er vildt overrasket og ogå ret ydmyg over.

Men nu er jeg netop vendt tilbage til en novelle, jeg længe har villet skrive færdig. Den har levet et omtumlet liv. På et tidspunkt troede jeg, den skulle blive til en længere tekst, men da jeg havde besvær med at lægge mig fast på, hvad jeg ville med den, endte jeg med at parkere den i en filfolder, hvor den har samlet støv et stykke tid. Jeg har fået den afsluttet nu, og den er heldigvis lige som den skal være, men det har været interessant at arbejde på en novelle igen efter at have skrevet med et andet formsprog et stykke tid. Min prosa har simpelthen ændret sig – til det bedre, heldigvis. Jeg tror simpelthen, der er tale om en slags gensidig befrugtning, og det er fantastisk spændende at se, hvad der kommer ud af mine fingre, når jeg sætter mig til tastaturet for tiden. Det bliver interessant at se, hvor det alt sammen bærer hen.

Skriv en kommentar

Filed under Skriveprocessen, stilistik

En flygtning skifter sit spor

Jeg er begyndt at skrive kortprosa. Det er  kommet som noget af en overraskelse, at det er det, jeg skal skrive lige nu. Men det er det altså.

De sidste par år har jeg ellers brugt en masse kræfter på en finpudse én bestemt litterær form, og nok også den medfølgende stil. Det er en fornøjelse at arbejde med noveller. Jeg har fået mange gode ting ud af det, men nærmest ud af det blå meldte sig altså trangen til at skrive kortprosa, og hvad mere er, så har det vist sig at være meget frugtbart for mig. Jeg kan allerede for mit indre øje se en hel serie stykker med en fælles tematik.

Problemet er på den anden side, at jeg ikke aner et blip om kortprosa. Sidste gang jeg læste genren, var Katrine Marie Guldager stadig en fremstormende ung debutant. Processen er meget forvirrende, for ligeså god en fornemmelse det er at skrive disse ting, ligeså mange spørgsmål melder der sig øjeblikkeligt:

Der hører en hel livsstil med til at være digter

Der hører en hel livsstil med til at være digter

Er der stadig nogen, der læser kortprosa? Eksisterer genren endnu som en seriøs litterær udtryksform? Hvis jeg skriver kortprosa og indrømmer det offentligt, griner de andre digtere så af mig, ligesom hvis jeg indrømmede, at jeg stadig lytter til Duran Duran, bare ikke på den der ironiske, hipsteragtige måde? Er jeg digter nu? Er det ikke sådan ligesom med underlige subkulturer – rockabillies eller veganere – at der hører alle mulige kulturelle forpligtelser og koder med, som man skal kende for at måtte løse den rigtige slags medlemsskab? (Lad være med at køre Berlingo, tag for Guds skyld aldrig en Strenström-skjorte på til oplæsning på Mayhem, etc). Skal jeg til at lære alle dem at kende nu?

Og på et mere seriøst plan: eftersom jeg er så spejlblank, som jeg er, når det kommer til moderne digtning, har jeg simpelthen ingen referencepunkter for mit eget arbejde. Når jeg tæller efter på en hånd, er de to eneste helt kurante kunstnere, jeg har læst i nyere tid Vagn Remme og Julie Sten-Knudsen. Jeg kan mærke, at jeg selv synes, det er godt, det jeg laver, og det er jo et vigtigt sted at starte, men jeg tilstår blankt, at det ikke helt er nok for mig. Jeg er simpelthen nødt til at starte fra bunden og begynde at arbejde seriøst og målrettet med genren. Jeg er langt udenfor min comfort zone her.

Skriv en kommentar

Filed under Blandet slik, Grundlag, Skriveprocessen, stilistik

Selvpineri

Jeg havde en oplevelse forleden dag, som satte mit forfatterarbejde lidt i relief for mig. Som jeg tidligere har skrevet om, går jeg og gør mig nogle erfaringer med at arbejde med emner, der berører mig selv som person. Ikke forstået sådan, at noget af det, jeg skriver, handler om mig selv – for det gør det på ingen måde – mere således, at jeg leder efter følelser og reaktionsmønstre, jeg kan genkende, fordi jeg ved at internalisere eller opleve følelserne på egen krop får et stærkere produkt ud af det, jeg skriver. Det lyder måske som en selvfølgelighed for nogen, men jeg har brugt ret mange år af mit liv på at synes verfremdung, postmodernisme og i det hele taget det at være blasé, bare var det bedste i hele verden.

Mimose

Mimose

Men altså – det der med følelser, det er godt, for såvidt som det er ret frugtbart for mig at skrive på den måde. På den anden side er mit problem, at jeg er temmeligt berøringsangst med nogle af de emner, jeg tager op. For let’s face, det er sgu’ ikke ret morsomt at skrive om ting, du selv, helt privat, synes, er skideforfærdelige. Det har jeg funderet en del over, og jeg er heller ikke bleg for at indrømme, jeg har brugt en del tid på at undgå at skrive visse passager, simpelthen fordi jeg syntes, det var så trist at udsætte mine personer for de ting, de skulle gå igennem. Og det har igen afstedkommet, at jeg måske antydningsvist har syntes, jeg var lidt vel, nåja – berøringsangt.

Men en eller anden modningsproces (forråelse?) må jeg nu alligevel have gennemgået. I en samtale fornylig fortalte jeg henkastet min kone om plottet i en novelle, jeg desværre ikke kan fortælle jer om, fordi den ligenu deltager i en konkurrence, hvor bidragene er anonymiserede. Men kort fortalt, så ender historien ikke så godt for min hovedperson. Og det fortalte jeg hende altså hen over middagsbordet. Jeg tænkte ikke videre over, at jeg fortalte det til hende, og jeg blev lidt forundret, da hun – ikke helt udeltagende – spurgte mig, om jeg egentlig havde det godt. Jeg fortalte hende at jotak, jeg havde det udmærket. Tidligere på dagen havde jeg godt nok haft lidt halsbrand, fordi vi havde fået kage på arbejde, og jeg trængte måske også en lille smule til en barbering, men ellers, så jo.

Og lige der gik det så op for mig, hvad hun mente.

Egentlig blev jeg ret stolt. Det måtte jo betyde, jeg trods alt har fat i den lange ende med mine skriveprojekter, men jeg spekulerer på samme tid lidt på, om den rigtige ende måske også kan være den forkerte ende på samme tid…

2 kommentarer

Filed under Blandet slik, Skriveprocessen

Darlings, revisited

Lithgow

Jeg har prædiket meget om organiseringen af min arbejdsproces, og om hvordan jeg arbejder ud fra ideer, der viser vejen for min skrivning. Desuden har jeg tidligere skrevet et meget overskudsagtigt, let selvironisk indlæg om at dræbe darlings, naturligvis med den implicitte men alligevel tydelige påstand, at det er jeg jo selv skidegod til.

Og derfor er det også lidt spøjst, at jeg befinder mig i den situation, jeg står i for tiden. Det sidste stykke tid har jeg skrevet en masse ting til forskellige konkurrencer. Jeg opdagede på et tidspunkt, at det var meget motiverende for mig at arbejde på den måde, og jeg har været så heldig at falde over en del konkurrencer med emner, jeg fandt virkelig spændende. Men nu er jeg begyndt på en ny novelle – eller noget jeg tror, måske er en novelle – og det forløber altså ikke helt planmæssigt.

Det hele begyndte som et indfald. Jeg sad i min sofa og fik en ide til en situation, der måske også sådan halvvejs kunne være udgangspunktet eller præmissen for en historie. Og så gik  jeg i gang med at skrive, for jeg syntes selv, set-uppet og personerne, der var involveret, var rigtigt morsomme og sympatiske på en ret finurlig måde.

Nu har jeg efterhånden skrevet nogle tusind ord (som jeg alle synes er fremragende), og typisk ville ideen efterhånden have udviklet sig et sted hen, hvor den ligesom ville være et afsluttet hele, en historie, der bare ventede på at blive skrevet færdig. Men jeg aner ikke, hvor det hele skal ende! Jeg har simpelthen ikke skyggen af ide om, hvordan min historie skal slutte. Uden at gå for meget i detaljer, kan den ende på én af to måder, og mens den ene ville være en håbløs kliche (mere eller mindre tyvstjålet fra Nattog til Lissabon), så ville den anden være så fladpandet, at det ville reducere historien til kiosklitteratur. Med andre ord burde jeg lede efter en tredje vej, men den har ikke præsenteret sig selv endnu.

Al sund fornuft fortæller mig, at jeg skal lægge projektet fra mig og gå videre, men det kan jeg til min store overraskelse ikke. Jeg har forelsket mig i historien, mine personer, samspillet mellem dem. Det hele. Jeg har selv lyst til at vide, hvor det ender, så jeg må blive ved med at skrive, skrive, skrive på en historie, der har besluttet sig til at gå sine egne vegne, og håbe på, at en løsning præsenterer sig på et tidspunkt, eller at jeg tager mig sammen til at gemme den af vejen. Og alt imens har jeg det her billede af mig selv, jeg ikke kan slå ud af hovedet, ligemeget hvor meget jeg prøver. Jeg sidder på en udslidt gammel hest, med en barberskål på hovedet og en trækæp som lanse, mens jeg er på vej i vild galop mod en vindmølle…

2 kommentarer

Filed under Skriveprocessen

Betalæsere

Jeg sidder med et interessant problem for tiden. Det vil sige, jeg er faktisk ikke sikker på, om det reelt er et problem eller ej, og det er faktisk deri, problemet består. Jeg har skrevet en ny novelle til en konkurrence med deadline denne sommer, og i første omgang var jeg rigtigt godt tilfreds med resultatet. Da jeg genlæste mit manuskript blev jeg imidlertid lidt i tvivl om tempoet i historien. Såvidt så godt – det er jo det, gennemlæsninger er til for.

Helt konkret består novellen af tre dele, og jeg var bange for, at tempoet i de to sidste dele var for ens, hvilke overordnet ville gøre fortællingen for monoton. Det tyggede jeg lidt på, og til slut besluttede jeg mig til at finde en betalæser. Nu har jeg jo selv lige prædiket om den slags input, så jeg tænkte, det måtte være på sin plads.

Betalæser

Betalæser

Heldigvis kendte jeg lige den rette kandidat, som straks sprang til. Han syntes, det var en glimrende novelle, og det var jo smadderdejligt. Og hvad bedre var – han syntes overhovedet ikke , der var et problem med tempoet i de to sidste afsnit af novellen. Min første indskydelse var, at det var da en fornøjelse at kunne læne sig tilbage og hvile på laurbærrene, når min betalæser nu ikke syntes, der var noget at bekymre sig om. Men så alligevel. Jeg er fra naturens hånd sådan en ‘glasset er halvt fuldt – af dødbringende gift’-agtig type (tak, Woody Allen), så der skulle det selvfølgelig ikke ende.

Efter en halv times selvros var jeg mit gamle pessimistiske jeg igen. Spørgsmålet (eller problemet, om man vil), jeg står tilbage med nu, er, hvorvidt jeg skal stole på min betalæser, eller om jeg skal gå med min oprindelige mavefornemmelse. Jeg stoler på min læser, men på den anden side sagde mine instinkter mig noget diametralt anderledes, end han gjorde.

Har mine instinkter ret, og ændrer jeg ikke noget, ja så er det noget møg. Har min betalæser ret, og begynder jeg at ændre på min novelle, risikerer jeg at splitte noget ad, der allerede fungerer fint…

Skriv en kommentar

Filed under Skriveprocessen, stilistik