Category Archives: Grundlag

En flygtning skifter sit spor

Jeg er begyndt at skrive kortprosa. Det er  kommet som noget af en overraskelse, at det er det, jeg skal skrive lige nu. Men det er det altså.

De sidste par år har jeg ellers brugt en masse kræfter på en finpudse én bestemt litterær form, og nok også den medfølgende stil. Det er en fornøjelse at arbejde med noveller. Jeg har fået mange gode ting ud af det, men nærmest ud af det blå meldte sig altså trangen til at skrive kortprosa, og hvad mere er, så har det vist sig at være meget frugtbart for mig. Jeg kan allerede for mit indre øje se en hel serie stykker med en fælles tematik.

Problemet er på den anden side, at jeg ikke aner et blip om kortprosa. Sidste gang jeg læste genren, var Katrine Marie Guldager stadig en fremstormende ung debutant. Processen er meget forvirrende, for ligeså god en fornemmelse det er at skrive disse ting, ligeså mange spørgsmål melder der sig øjeblikkeligt:

Der hører en hel livsstil med til at være digter

Der hører en hel livsstil med til at være digter

Er der stadig nogen, der læser kortprosa? Eksisterer genren endnu som en seriøs litterær udtryksform? Hvis jeg skriver kortprosa og indrømmer det offentligt, griner de andre digtere så af mig, ligesom hvis jeg indrømmede, at jeg stadig lytter til Duran Duran, bare ikke på den der ironiske, hipsteragtige måde? Er jeg digter nu? Er det ikke sådan ligesom med underlige subkulturer – rockabillies eller veganere – at der hører alle mulige kulturelle forpligtelser og koder med, som man skal kende for at måtte løse den rigtige slags medlemsskab? (Lad være med at køre Berlingo, tag for Guds skyld aldrig en Strenström-skjorte på til oplæsning på Mayhem, etc). Skal jeg til at lære alle dem at kende nu?

Og på et mere seriøst plan: eftersom jeg er så spejlblank, som jeg er, når det kommer til moderne digtning, har jeg simpelthen ingen referencepunkter for mit eget arbejde. Når jeg tæller efter på en hånd, er de to eneste helt kurante kunstnere, jeg har læst i nyere tid Vagn Remme og Julie Sten-Knudsen. Jeg kan mærke, at jeg selv synes, det er godt, det jeg laver, og det er jo et vigtigt sted at starte, men jeg tilstår blankt, at det ikke helt er nok for mig. Jeg er simpelthen nødt til at starte fra bunden og begynde at arbejde seriøst og målrettet med genren. Jeg er langt udenfor min comfort zone her.

Skriv en kommentar

Filed under Blandet slik, Grundlag, Skriveprocessen, stilistik

Kunsten er en ko

Der går en historie om, at Walther Benjamin i sin tid, som ung studerende, sad til en forelæsning og skrev følgende digt:

Die Kunst ist eine Kuh
Sie sagt Muh
Ich sitze hier und höre zu

Nu kan man med en hvis ret sige, at Walther Benjamin selv gjorde sig skyldig i en del muhen sidenhen. Jeg har i hvert fald selv mere end én gang været ved at rive håret ud af mit eget hoved af kedsomhed over Passageværket – men ikke desto mindre, så havde Walther fat i den lange ende, mener jeg. For det kan være frygteligt at høre folk tale om kunst. Netop det der med at sige kloge ting om kunst er en af mine kæpheste, og som kandidat i litteraturvidenskab er jeg nok også ret miljøskadet, for jeg har godt nok hørt mange mennesker sige mange … kloge … ting … om bøger…

Diskussionen går for tiden i dagbladene, i tv og de sociale medier om 50 Shades of Grey af E.L. James, og jeg fandt for nylig ud af, at bogen åbenbart har grundlagt den nye genre mommy porn.  I mine øjne er det endnu et eksempel på en genrebetegnelse, der nemt og mundret dikterer os, hvad vi skal mene om indholdet. Ligesom Chicklit, femikrimi, etnokrimi, dark romance, forskellige former for fantasy – dark, heroic, epic, paranormal, og hvad ved jeg. Hvorfor, spørger jeg, hvorfor skal litteratur partout sættes i kasser? Efter 100 års modernisme og postmodernistismens opløsning af genrebegrebet, er vi åbenbart tilbage, hvor vi startede: I skellet mellem dem og os. Kært barn har mange navne: Høj/Lav dårlig, fin/populær dårlig, smal/bred dårlig. Rent gruppedynamisk giver det god mening, at man gerne vil definere sig overfor noget andet, som helst skal være dårligere end det, man selv er karakteriseret ved, men come on, altså.

 En god bekendt fortalte mig for nylig, at han ikke læste krimier, fordi det var jo ”ikke ’rigtig’ litteratur”. I den forbindelse overvejede jeg at spørge ham, om krimier da ikke var skrevet med bogstaver og bestod af længere, sammenhængende tekststykker hvis indhold beskrev et narrativt forløb, eller om de måske i stedet udnyttede en hidtil ukendt form for ekstrasensorisk kommunikation og derfor ikke faldt inden for litteraturparametret sådan rent taksonomisk. (I stedet valgte jeg naturligvis den gode, danske reaktion – at lade som ingenting og i stedet tænke ”der fik han så lige at mærke, hvad jeg mente om det!”)

Men hvor er det dog trættende, at al litteratur altid skal have en genrebenævnelse, og at folk skal have så fine fornemmelser om, hvad de læser (og det gælder skam begge veje. Jeg er mange gange på mit studie blevet konfronteret med, at jeg skulle fandeme ikke fortælle nogen, hvad de skulle læse, eller at folk ikke fattede, jeg gad at læse de snobbe-bøger). Aviserne har enormt travlt med at fortælle om fænomenet 50 Shades, og at læse hvad folk skriver om den, er næsten ligesom at se folk blive fanget i at være utro med sekretæren: “Vent, jeg kan forklare…”

Spørgsmålet, som anmeldere og kritikere aldrig helt vil finde svaret på, og som endnu engang er blevet relevant med 50 Shades, er, hvordan de skal forholde sig til, at tusindvis af læsere synes, 50 Shades er fantastisk, når de nu selv mener, den er noget lort. Skal man slutte sig til det begejstrede kor, eller skal man ryste på hovedet? Og netop denne vaklen er utroligt deskriptiv for det fundamentale problem med at fælde dom over kunst. For hvad er definitionen på den absolutte, tidløse, gode kunst? Vi kan alle sammen blive enige om, at hvis en forfatter skriver en banebrydende bog med en enestående æstetik, og den efterfølgende bliver kopieret af 25 andre forfattere, der ikke er ligeså gode håndværkere, så er de 25 andre bøger efterligninger, som forvandler tematikken og de sproglige troper til klichéer. Bevares. Men hvem kan tillade sig at fælde dom over den fantastiske læseoplevelse, de 25 værker ganske sikkert vil resultere i for myriader af læsere? Og gør netop de læseoplevelser ikke de 25 bøger til gode værker for de, som læser dem? Vil man hellere have, at de sætter sig på røven og ser Vild med dans? Tag i stedet at læse en bog. En hvilken som helst bog. Med undtagelse af Passageværket.

Skriv en kommentar

Filed under Blandet slik, Grundlag, stilistik

Skrive, skrive, skrive

I forbindelse med at Til deres dages ende kom på gaden, havde jeg en samtale med en bekendt om det at skrive. Det var en af den slags vidunderlige samtaler, som i virkeligheden mest handler om at diskutere, hvor enige, man er. (”Det er simpelthen så rigtigt, det du siger der.” ”Jamen det, du siger, er jo også bare helt rigtigt!” ”Tak tak, jeg tror, det er så rigtigt, det vi siger, fordi vi er så kloge – specielt dig.” ”Mange tak, men du er nok den klogeste.” ”Nej, den klogeste må bestemt være dig!”) Bortset fra selve substansen af bekræftende ord, diskuterede vi også et par ting, som var ret interessante, blandt andet selve skrivehåndværket, og hvordan det er en kunst, man skal øve sig i for at blive bedre. For det er det jo.

Det kan jo godt være sådan med kunst, at det er en kraft, der springer ud af øjeblikkets inspiration, men det skal man ikke forlede sig af. Det er stadigvæk noget, man bliver nødt til at øve sig på. Ligesom en musiker skal øve sig for at beherske sit instrument, må vi skrive for at beherske vores redskab: sproget. Når vi sidder og hugger i den samme surdej dag efter dag, kan det godt være, vi ikke føler, vores slid udmønter sig i nogen reel forbedring af vores evner. Men det gør det nu temmelig sikkert alligevel.

Tag for eksempel et kig på nogle af de tidlige ting, du skrev, og sammenlign dem med de ting, du skriver nu. Det har jeg gjort. Udviklingen er tydelig. Nedenfor bringer jeg et uddrag fra Sneppen, den første novelle, jeg fik udgivet for efterhånden mange år siden, og en passage fra Skytten, som jeg går og rumsterer med for tiden. Forskellen er tydelig (og det er tilladt at grine!) Der er ikke bare tale om, at man bliver bedre rent teknisk ved at øve sig. Ligesom med redigeringen af en tekst, er der tale om en gradvis proces, hvor vi ved at skrive og skrive og skrive bliver sikrere på, hvad det er, vi vil skrive. Hvad der er vores stil. For nogle lykkelige få, er det måske noget, der kommer let, men for rigtig mange andre er det resultatet af mange års koncentreret slid.

Fra Sneppen, :

Jeg havde en drøm i nat. Jeg sad i min lænestol, en gammeldags en i rødt stof med øreklapper, og læste, da jeg pludselig, som ved en viljesakt, løftede mig op fra stolen i rummet over den. Jeg havde ikke brug for at vende mig om at se efter; jeg vidste at i stolen under mig, raspende efter vejret og gustengul i huden, sad min sjæl, mens jeg selv, et lyst, hvidt, skinnende legeme svævede over den i luften.

Jeg havde lyst til at fortsætte min bevægelse ud gennem det høje vindue og op på himmelen, men jeg kunne ikke komme i sikkerhed for den hvæsende skikkelse under mig. Jeg var ikke i tvivl om at den var ude af stand til at nå mig, men tanken om at den var tilstede i rummet fyldte mig med en dyb, primal angst, som når man befinder sig helt tæt på noget der kan gøre én fortræd. Tanken om at den sotbefængte skabning påny skulle forenes med mig fyldte mig med smerte og væmmelse.

Det er vist ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt jeg rammer en stil her, men mere, hvor selvhøjtidelig den er. Min personlige favorit er “sotbefængte”. Bemærk også de lange, komplicerede sætningskonstruktioner.  Jeg kan mærke, jeg var på galt spor her, for den type sprog falder mig ikke naturligt. Det var noget tilstræbt.

Og fra Skytten:

“Hej,” sagde stemmen i den anden ende.
”Hej Dorthe,” svarede han. Han kunne næsten høre, hvordan hendes mund snerpede sig sammen.
”Anders,” svarede hun, ”Nå. Hvorfor ringer du?”
”Jeg ville bare lige høre, hvordan det gik.”
”Fint,” sagde hun. ”Det går fint.”
”Okay,” svarede han. ”Hvad med rollingerne?”
”De har det fint. De savner dig.” Han rømmede sig. ”De siger, de aldrig ser dig,” tilføjede hun efter en pause. ”De vil gerne se deres far.”
”Ja. Jeg har ikke – ” Han masserede sin pande. ”Jeg har ikke haft det så godt.”
”Men så har du det bedre nu?”
”Jah, nej …”
”Så kan du jo komme og se dem i weekenden?”
”Jeg arbejder på den her sag…”
”Ja. Det gør du vel.” Det var ligesom om, det bare var det, hun havde ventet på. ”Du arbejder jo altid på en eller anden sag.” Bebrejdelserne slog ham i ansigtet gennem telefonrøret. ”Ved du hvad, hvis du ikke gider se dine børn, hvorfor ringer du så?”
”Jamen, jeg gider jo godt se mine børn, for …”
”Du skal fandeme ikke bande af mig!”
”Jeg bander sgu’ da heller ikke af dig.”
”Ved du hvad, jeg gider ikke have, at du skal være sådan en, der kommer forbi en gang om året med chokolade nede fra kiosken, vel?” Hun fnøs. ”Enten så er du der for dine børn, eller også er du der ikke. Okay?”
”Ja, selvfølgelig.” Eller var det nej, selvfølgelig? Han lukkede sine øjne og koncentrerede sig om ikke at miste besindelsen.
”Okay. Hvad ville du så?” spurgte Dorthe.
”Ingenting,” svarede han. ”Ikke noget.”
”Nå,” sagde hun, ”jamen så farvel.”
”Ja, hej,” svarede han. Hun lagde på først.

Skriv en kommentar

Filed under Blandet slik, Grundlag, Skriveprocessen

Læse, læse, læse…

Foråret begynder så småt at lure i horisonten, og når bladene kommer på træerne, begynder den allermest travle periode på mit arbejde som regel også at stikke næsen frem. Min erfaring er, at når jeg har meget at se til, er det gerne mit skrivearbejde, jeg først begynder at skære i for at få tid til det hele.

Og det er helt fint. Jeg lever ikke af at skrive, og jeg har ikke nogen deltidskarriere, der skal plejes. Er alternativet at bruge mindre tid på min kone og børn, eller at jeg ikke får lavet de ting, jeg skal lave, det sted jeg får løn for det – så skidt pyt.

En lille erstatning for at skrive selv, det er at læse. Min holdning er, at en forfatter aldrig kan læse nok. En forfatter bør være nedsænket i sprog. Ordene er vores værktøj, og jo bedre vi behersker det værktøj, desto bedre bliver vi til at anvende det. Vi skal øve os, og en del af det at øve sig er at se, hvordan andre gør. Normalt plejer jeg på dette tidspunkt i et blogindlæg altid at finde en reference til en eller anden, der har sagt det samme som mig før, men i denne anledning vil jeg lade være. Sandheden er så universel, at jeg ikke mener, den behøver nogen bevisførelse. Jeg tror simpelthen ikke, at man kan skrive uden også at læse.

Og anything goes, som Cole Porter i sin tid sang. Der er ingen grund til at snobbe hverken opad eller nedad med sine læsevalg. Hvis du udelukkende sidder og gnaver dig igennem George Perec og James Joyce, så udelukker du dig selv fra en masse erfaringer. Det kan godt være, at du kommer til at ligge tårnhøjt på praleindekset til litteratmiddage, men du lærer kun at genkende nogle få typer sprogbehandling og stilistik.

Jeg selv læser i øst og i vest – primært fordi der er så meget spændende litteratur, men også, fordi jeg virkelig er overbevist om, det er sundt at favne så bredt som muligt. Desuden parallellæser jeg altid bøger (det er der så til gengæld ikke nogen undskyldning for; det er bare fordi, jeg er et rodehoved). For tiden er jeg i gang med følgende – lad det være et eksempel på det med at favne bredt:

Achton Friis: Danmark ekspeditionen til Grønlands nordøstkyst 1906-1908 – Achton Friis’ beretning om Grønlandsekspeditionen, der i dag mest er kendt på grund af den tragiske måde, Jørgen Brønlund, Mylius-Erichsen og Niels Peter Høeg Hagen døde på. (Det har Vagn Lundbye skrevet en fantastisk og bevægende bog om, som jeg desværre ikke kan finde et ordentligt link til, Omkom 79’fjorden.)

Tony Hillerman: Dance Hall of the Dead – Anden bog i en krimiserie om Joe Leaphorn, en Navajopolitimand i Four Corners-reservatet i USA.

Franco Moretti: The Way of the World: the Bildungsroman in European Culture– en klassiker på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. Den store voksenbog om Dannelsesromanen.

Når jeg en gang bliver færdig med dem, vil jeg i prioriteret rækkefølge bevæge mig hurtigt videre til Sværd og Trolddom: Tyvenes By og Selma Lagerlöfs Køresvenden – og ved siden af hører jeg næsten altid en eller anden lydbog. Praktisk tidsfordriv, når man støvsuger eller kører i bus eller hvad ved jeg. Husk på: Det er fantastisk at kunne underholde sig med en god bog, og så oven i købet kunne kalde det arbejde, hvis nogen spørger!

Skriv en kommentar

Filed under Grundlag

Kære Forlag…

Siden jeg sidst skrev om Imens Det Dugger, har jeg færdiggjort manuskriptet, læst korrektur på det og nået at få det afvist af indtil videre ét forlag. Jeg venter pt. på min anden tilbagemelding.

At sende sit manuskript ind til et forlag er lidt ligesom at skrive kærestebreve. De fleste af os kan sikkert huske det endnu. Fjerde/femte klasse. 10-11 år. Piger var sådan noget lidt på linje med amerikanske actionfilm uden danske undertekster. Vældig spændende men i øvrigt totalt uforståelige. Man gjorde kur, og man kunne i virkeligheden ligeså godt have talt til en sfinks.

Forlagsfolk er altid søde, i hvert fald når de korresponderer med forfattere; hvad der foregår på redaktionsmøderne, kan jeg ikke udtale mig om. Men når man forsøger at bryde igennem som forfatter, er der i høj grad tale om købers marked. Vi tilbyder forlagene vores materiale, og måske og måske ikke er de interesserede. Lidt ligesom med kærestebrevene.

Det jeg aldrig selv lurede, da jeg gik i folkeskolen (eller i gymnasiet, eller på universitetet…) var, for nu at blive i analogien, at det ikke nødvendigvis var kærestebrevet i sig selv, der var afgørende for ens succes. Bevares, jeg kender da til forfattere, der har fået deres debutværker antaget i første hug, men det er nok undtagelsen snarere end reglen.

Generelt er det nok sådan i dag, at det at skrive selve bogen og sende den ind til forlag kun er en del af det større arbejde, det er at profilere sig selv som forfatter. Man skal ud at læse op. Man skal arbejde gratis, man skal deltage i antologier – man skal sørge for, læserne lærer en at kende.

Vagn Remme, som jeg har skrevet om tidligere, var aktuel med en række forskellige kunst- og lyrikkoncepter samt udgivelser fra eget forlag, før han fik udgivet Arvingen. Blandt andet var han en af opfinderne af poesibanko. For Vagn Remmes vedkommende var det ikke noget spørgsmål om strategisk at brande sig selv, men om ren og skær, ukontrollerbar virkelyst.

Jeg erkender blankt, at jeg er for tung i røven til selv at udleve mine ambitioner på den måde. Jeg er for doven, og mit realkreditlån er stort, men det smukke er, at er ens forfatterambitioner – som Vagn Remmes – på den anden side store nok, er jeg sikker på, at det nok skal komme helt af sig selv, hvad enten man er bevidst om det eller ej!

Skriv en kommentar

Filed under Alt det praktiske, Grundlag