Category Archives: Direkte tale

En digression om en ekskurs

Fornøjelserne med mit Quixote-projekt fortsætter. Da jeg fortalte om det i mit forrige indlæg, vaklede jeg mellem at følge min fornuft og lægge det på is, eller skrive videre og se, hvor det førte mig hen.

Siden da har jeg hamret ivrigt i tasterne, og da jeg forleden gjorde status, kunne jeg se, at der nok i virkeligheden var stof til et længere (langt?) manuskript (roman?) Det var en ret interessant indsigt. Det gør mig sådan set ikke noget, at det, jeg oprindeligt havde tænkt som en novelle, skulle vise sig måske at være noget andet. Mit problem består i, at jeg har skrevet en hel del på historien nu, og skal jeg til at udvide den endnu mere, er jeg ikke helt sikker på, fortællestilen egner sig til formatet længere.

Det er noget halvnørdet noget, men helt konkret er der tale om en personbundet 1. personsfortæller. Historiens fortæller kan altså kun se det, den person vitterligt kan se og forstå. Fortælleren kan ikke læse og gengive andre personers tanker eller gengive optrin, hvor han eller hun ikke selv har været tilstede. Men ikke nok med det, så er der tale om en fortæller, der er meget fremtrædende i teksten. Han fortæller meget og gengiver ekstremt lidt dialog. Og det er selvfølgelig ikke fordi, man ikke kan skrive en meget lang fortælling med kun én, meget begrænset synsvinkel (der kommer måske endda til at være tale om en upålidelig fortæller?) Litteraturhistorien er fyldt med romaner med upålidelige, personbundne førstepersonsfortællere. Dostojevskij har gjort det, og Faulkner, og hvem ved jeg. Men jeg er ved den gode Gud hverken Dostojevskijs eller Faulkner.

Så hvad gør jeg nu? Enten fortsætter jeg mit vilde ridt ud af en tangent med den fortæller, jeg nu engang har, eller også rykker jeg tilbage til start og skriver hele molevitten om med en ny fortæller.

Juryen voterer stadigvæk.

Skriv en kommentar

Filed under Direkte tale, Fortælleren

Lidt mere om direkte tale

Jeg havde en kort samtale på Twitter (jotak, jeg er nemlig med på noderne…) med forlaget Replikant (@Rplikant) om lydbøger for nylig, og det satte nogle tanker i gang hos mig. Replikant arbejdede på det tidspunkt med at indspille en lydbogsudgave af Mikala Rosenkildes Legetøj, og tweeterierne handlede om oplæste versus dramatiserede lydbøger.

Replikant skrev (her citerer jeg frit efter hukommelsen), at jo mere dialog en tekst indeholder, desto mere dramatisering må den kunne bære. Og det er simpelthen at ramme hovedet på sømmet, hvis der er nogen, der skulle spørge mig! For dialog er i sin natur dramatisk. Ordet drama betyder faktisk handling. Dramatik for eksempel, altså teater, er med andre ord simpelthen handling. Og handlingen i et teaterstykke, dramaet, er de ting, der foregår mellem to mennesker. Når en dramatiker vil skrive sit stykke, er personernes ord forfatterens eneste mulighed for at skabe handlingen.  Prosaforfattere er mere heldige. Vi har nemlig en anden fantastisk opfindelse til rådighed, fortælleren, men ikke desto mindre er det en god ting at huske på: Handling er noget, der foregår mellem mennesker, og dialogen er et direkte udtryk for det, der foregår imellem dem. I princippet kunne man sige, at det at tale er en handling i sig selv.

Husker man på det, har man en god ledetråd til, hvordan man kan skelne mellem dialogen og fortælleren, når man skriver sit manuskript.  Hvor fortælleren beskriver, der handler personerne.

Nu lyder det sikkert som om, jeg siger, at en fortællerstemme altid er passiv og langsom i forhold til personernes intense handlen. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, men alligevel er det heller ikke udelukkende forkert. Med dialogen kommer man meget tæt på sine personer, og på den måde kan man variere afstanden til dem og intensiteten i det, man skriver. Vil du helt tæt på figurerne og have deres ufiltrerede holdninger eller følelser, eller skal vi betragte dem på afstand? Se for eksempel de to forskellige fremstillinger af Hennins mening om sin kammerat, Lars Poulsen, nedenfor (for en gangs skyld ikke sakset fra Imens det dugger):

Fortalt:

Lars Poulsen var en idiot. Hennin havde altid lyst til at pande ham en.

Talt:

”Lars, du er en fucking idiot,” sagde Hennin. ”Du skulle kraftedeme have et par flade!”

Man kan tydeligt mærke forskellen, ikke?  Helt konkret er der i det fortalte eksempel ikke nogen handling.  Læseren får bare at vide, hvad Hennin synes om Lars, Hennin selv forholder sig passiv. Når Hennin på den anden side skal sige, hvad han mener om Lars, bliver han tvunget til at agere. I det her tilfælde har han valgt at konfrontere sin ven. Nu er det op til Lars at reagere. Vi kan kun forestille os, hvor det optrin ender.

Med dialogen får du en intens oplevelse af mennesket, der handler -hvad enten den handling er Hennin, der konfronterer sin kammerat, eller det er følelsesladede, intime udvekslinger – denne gang igen på betryggende vis taget fra Imens det dugger:

”Du er smuk,” sagde han, stille. Så gentog han det, højere, mere sikker på ordene: ”Du er smuk.”

Skriv en kommentar

Filed under Direkte tale, Fortælleren, Imens det dugger, stilistik

Mn så var det å li’ ja sa’ …

Direkte tale. Jeg er aldrig selv nået frem til en endelig konklusion om, hvordan jeg skal angribe det, når mine personer taler. Det er min erfaring, at den direkte tale ofte gør noget helt andet end det, jeg gerne vil have den til, når jeg første gang tænker den eller skriver den ned. Her vil jeg skrive om et aspekt af den direkte tale, der måske virker mindre vedkommende end flere andre, men som ikke desto mindre eksemplificerer et grundlæggende forhold, man bør være opmærksom på, når man skriver sin dialog: Dialekt.

Et grundlæggende forhold ved dansk er, at det talte sprog lydmæssigt adskiller sig  markant fra det skrevne. Nedenfor følger en stump direkte tale fra Imens det dugger, som den ville se ud, hvis ordene blev skrevet, som jeg forestiller mig, personen udtalte dem. Tekststykket er komplet med ukorrekt kommatering for at accentuere rytmen (Blicher fandt på det her med E Bindstouw allerede i 1842):

”Ja, alså… Mig å Karstn haj været in i byn fordi at ja kom hjem fra Århus den da. Eller, ja kom hjem fra Købnhavn og så var Karstn så kommen op og slås. Eller, det var alså ig et slagsmål, men han var sån kommen op og slås mæ en dreng der kigget på mig. Neej ve åån, der. Ja han saj ve et af boern og så kom vi forbi og så kom de så op og skænds.”

Blicher slap noget bedre fra det. Men nu skriver jeg jo ikke om dialekt bare for dialektens skyld. Jeg bringer det op, fordi dialekten understreger problemet med at nuancere personernes sprog. For alternativet til dialekten er – i princippet – at alle taler rigsdansk, og det er på den anden side heller ikke at yde personerne i Imens det dugger retfærdighed.

Problemet virker nemlig også den anden vej, for deres talesprog er en af de ting, der er med til at karakterisere personer i en roman. Øvelsen går ud på at afbalancere deres individuelle sprog; arbejder man ikke med at nuancere den direkte tale, ender ens personer typisk med at tale komplet neutralt, eller blot som en selv. Imens det dugger er med fuldt overlæg placeret i Østjylland. Et af de bærende elementer i romanen er netop, at jeg ønsker at skildre personer, der er karakteristiske for området og miljøet, og en del af det er altså, at de taler jysk.*

Kunsten for mit eget vedkommende har bestået i at nedtone dialekten og den enkelte persons sprogtone så meget, at den direkte tale kunne integreres i teksten, uden at den stak ud. Den direkte tale er bare et af flere værktøjer til at karakterisere dine personer, men den er et utroligt virkningsfuldt et, og de individuelle træk i talen skal doseres forsigtigt – ellers bliver det nemt for meget af det gode. I virkeligheden ser tekststykket sådan her ud:

”Ja, altså… Mig og Karsten havde været inde i byen fordi at jeg kom hjem fra Århus den dag. Eller, jeg kom hjem fra København, og så var Karsten så kommet op og slås. Eller, det var altså ikke et slagsmål, men han var kommet op og slås med en dreng som kiggede på mig. Nede ved åen, der. Ja han sad ved et af bordene, og så kom vi forbi, og så kom de op og skændes.”

*Dialekt er naturligvis ikke et specielt stilistisk fænomen at være opmærksom på i Jylland. Det samme gør sig gældende alle andre steder. Amager, for eksempel: ”Gi mar din’ fårking pææng!!”

2 kommentarer

Filed under Direkte tale, Imens det dugger, stilistik