Det her er en blog om det arbejde, jeg har, når jeg ikke er på arbejde. I min fritid er jeg nemlig forfatter. Og selvom det vel på en måde er et fritidsarbejde, er det alligevel mere fritid end arbejde, for det er – hånden på hjertet – simpelthen så sjovt, at jeg ikke kan lade være. Skal jeg være helt ærlig overfor mig selv er det vel også fritid for så vidt, som det ikke er noget, jeg får penge for endnu. Ikke særligt mange, i hvert fald. Min hemmelige fantasiven tjener ret mange penge på det. Jeg gør ikke.
Navnet på bloggen er skamløst hugget fra en bog af J.L. Austin og bearbejdet, så det passer til mit formål. J.L. Austin kender man sikkert kun, hvis man har studeret litteraturvidenskab eller litteraturhistorie, men det har jeg så tilfældigvis også. “Ting med ord” er en rammende titel, for det er det, jeg gør: Gør ting med ord.
På denne blog kan du følge med i mit arbejde: Hvad jeg skriver på, hvordan jeg gør det, og mine overvejelser, problemer og glæder. Det hele er med her. Tanker om creative writing, eller kreativ skrivning, hvis du vil. Det handler om forlag, selvudgivere, romaner, noveller, fantasy, science fiction, krimier, realisme, lyrik, you name it. Jeg laver denne blog for at dele mine tanker og erfaringer med andre. Den er et vindue til mit værksted. Kig ind og giv gerne dit besyv med. Du kan altid finde mine nyeste indlæg her.