Jeg mener, det var Hans-Georg Gadamer, der i sin tid blev spurgt, hvordan han dog var nået dertil, hvor han var, og lakonisk svarede “lesen, lesen, lesen.” Det har jeg altid prøvet at efterleve, men forleden dag gjorde jeg status over, hvilke bøger, jeg er i gang med for tiden, og det er simpelthen for åndssvagt.
Jeg har ikke tænkt mig at fortælle, hvor mange forskellige titler, der er tale om (50% flere, end der oprindeligt var lande i kul- og stålunionen), for så kunne smålige sjæle tro, at jeg på en eller anden barnlig, folkeskoleagtig måde bare prøvede at flekse mine læsevaner, men det er virkelig ikke det, jeg gør. Der er ikke noget vundet ved at flekse, at man er en idiot. Alle disse bøger svarer meget godt til det antal tegn, jeg kan nå at læse på et år ved siden af et fast arbejde og to små børn under fem. Sagen er netop, at det er så udsigtsløst, det jeg gør med bøger. Jeg læser vildt begejstret 100 sider, hvorefter mit blik tilfældigt falder på en titel, jeg ikke kan holde fingrene fra. Så læser jeg – vildt begejstret – 100 sider af den, og mønstret gentager sig selv i det uendelige.
Men hvorfor har jeg samme adfærd med mine bøger, som en seriebedrager har med sine partnere? Det har jeg gået og nulret lidt med. Jeg tror simpelthen, det er løftet om den viden, jeg kan tilegne mig. Bøger er svangre med viden. De indeholder alle løftet om at give mig noget værdifuldt, noget der vil gøre mig rigere. Og læser jeg en trillion af dem på en gang, ja så må jeg vel blive en trillion gange så beriget. Go figure.
Aske Munk-Jørgensen 