Digt

Jeg sendte for snart lang tid siden en novelle ind til en meget spændende konkurrence. Konkurrencen endte med at blive en stor succes. Så stor, faktisk, at beslutningen om konkurrencens vinder ikke har kunnet træffes endnu på grund af de mange bidrag.

Det er fantastisk, at konkurrencen er så stor en success, men det er på den anden side frustrerende for deltagerne ikke at få besked om udfaldet. I hvert fald for denne deltager. Så frustrerende, at jeg har måttet skrive et lille digt for at italesætte min afmagt. Jeg overvejede at poste det på konkurrencens hjemmeside, men de hårdtarbejdende – (og i øvrigt bundreelle!) – arrangører er i forvejen sådan under beskydning, at jeg ikke nænner det. Det er også derfor, jeg ikke nævner konkurrencen ved navn i dette indlæg.

Man skal imidlertid aldrig stå imellem en mand og hans limericks, og derfor lægger jeg mit lille digt ud her. Og når I læser det og bedømmer det, så tænk på poetens vise ord og gør, som han siger: træd stille, for I træder på mine drømme.

Her kommer det:

Der var en ung mand, der hed Aske
Han posted’ et manuskript i en flaske
Han sku’ ha’ haft svar,
Der dog aldrig blev klar
Og derfor, han vil sig ej igen vaske