En flygtning skifter sit spor

Jeg er begyndt at skrive kortprosa. Det er  kommet som noget af en overraskelse, at det er det, jeg skal skrive lige nu. Men det er det altså.

De sidste par år har jeg ellers brugt en masse kræfter på en finpudse én bestemt litterær form, og nok også den medfølgende stil. Det er en fornøjelse at arbejde med noveller. Jeg har fået mange gode ting ud af det, men nærmest ud af det blå meldte sig altså trangen til at skrive kortprosa, og hvad mere er, så har det vist sig at være meget frugtbart for mig. Jeg kan allerede for mit indre øje se en hel serie stykker med en fælles tematik.

Problemet er på den anden side, at jeg ikke aner et blip om kortprosa. Sidste gang jeg læste genren, var Katrine Marie Guldager stadig en fremstormende ung debutant. Processen er meget forvirrende, for ligeså god en fornemmelse det er at skrive disse ting, ligeså mange spørgsmål melder der sig øjeblikkeligt:

Der hører en hel livsstil med til at være digter

Er der stadig nogen, der læser kortprosa? Eksisterer genren endnu som en seriøs litterær udtryksform? Hvis jeg skriver kortprosa og indrømmer det offentligt, griner de andre digtere så af mig, ligesom hvis jeg indrømmede, at jeg stadig lytter til Duran Duran, bare ikke på den der ironiske, hipsteragtige måde? Er jeg digter nu? Er det ikke sådan ligesom med underlige subkulturer – rockabillies eller veganere – at der hører alle mulige kulturelle forpligtelser og koder med, som man skal kende for at måtte løse den rigtige slags medlemsskab? (Lad være med at køre Berlingo, tag for Guds skyld aldrig en Strenström-skjorte på til oplæsning på Mayhem, etc). Skal jeg til at lære alle dem at kende nu?

Og på et mere seriøst plan: eftersom jeg er så spejlblank, som jeg er, når det kommer til moderne digtning, har jeg simpelthen ingen referencepunkter for mit eget arbejde. Når jeg tæller efter på en hånd, er de to eneste helt kurante kunstnere, jeg har læst i nyere tid Vagn Remme og Julie Sten-Knudsen. Jeg kan mærke, at jeg selv synes, det er godt, det jeg laver, og det er jo et vigtigt sted at starte, men jeg tilstår blankt, at det ikke helt er nok for mig. Jeg er simpelthen nødt til at starte fra bunden og begynde at arbejde seriøst og målrettet med genren. Jeg er langt udenfor min comfort zone her.