Mit arbejde har fyldt meget i mit liv de sidste par måneder, altså, mit fuldtidsarbejde. Sagen med den slags er jo, at for de fleste af os fritidsforfattere er det at skrive noget, vi arbejder med, når vi ikke arbejder (med noget andet). Den afgørende forskel på, hvor seriøs man er med sit skrivearbejde er nok, i hvilken rækkefølge, man prioriterer sit ’day job’ og det, man gør, når man har fri. Er det hunden, der vrikker med halen, eller omvendt, sådan som Brendan Behan ironisk sætter det på spidsen i citatet i denne posts titel? (Fyldepennen.dk har i øvrigt et fremragende interview med Jussi Adler-Olsen, som blandt kommer ind på det med at være fritdsforfatter, her.)
Personligt er jeg så privilegeret, at jeg synes fantastisk godt om mit arbejde, og skulle jeg ikke tilfældigvis have denne meget spændende ambition ved siden af mit fuldtidsjob, så ville mit professionelle virke alligevel være rigt og tilfredsstillende. Men ikke desto mindre (eller måske netop i kraft af det) har mit dagjob altså fyldt meget, og i et vist omfang er det også blevet til et aftenjob, hvilket har stillet nogle ting på spidsen. Og ad omveje når jeg nu endelig frem til emnet for mit indlæg.
I lang tid tænkte jeg nemlig meget ét projekt af gangen når jeg skrev: 1) Jeg fik en ide. 2) Jeg skrev et manuskript. 3) Jeg gennemskrev det 300 gange. 4) Jeg sendte det til et forlag. 5) Jeg ventede 8 måneder og fik et afslag. Herefter vendte jeg tilbage til trin et og gentog processen.
På et tidspunkt lurede jeg imidlertid det der med at tænke langsigtet. Sagen er nemlig, at hvis du arbejder på den måde, jeg beskriver ovenfor, så spilder du en del tid. ![waiting[1]](https://askemj.files.wordpress.com/2013/01/waiting1.gif?w=269&h=300 "http://www.josimarie.com/stop-waiting-on-god/")
Al den tid, der går, fra du indsender et manuskript, til du får et svar fra forlaget, kan du bruge mere fornuftigt. Kunsten, jeg har lært mig selv, er at betragte processen med et manuskript som (midlertidigt) afsluttet i det sekund, jeg trykker på ”send”-knappen eller putter kuverten i postkassen. Hvis jeg venter 2 til 6 måneder på at få svar på et manuskript, kan man godt sige, jeg bare venter på at få afklaring på et projekt i 8 til 24 uger. På den anden side kunne man imidlertid også sige, at jeg er 2 til 6 måneder foran min tidsplan med mit næste projekt, hvis jeg i stedet går i gang med noget nyt med det samme. Og det synes jeg er en dejlig måde at tænke på. Specielt når den tid, jeg kan hellige mit skrivearbejde, er så begrænset, som den trods alt er.
Og hvorfor fortæller jeg jer det her? Fordi jeg trods alle mine gode forsætter alligevel er gået i den samme gamle fælde igen og har ventet 2 måneder på svar fra et forlag uden at lave andet end at holde fri og se The Big Bang Theory…
Aske Munk-Jørgensen 
Lige i øjet! Særligt problematikken omkring lønarbejde kontra skrivearbejde kan jeg genkende. Det kunne jeg godt tænke mig at høre mere om. Hvilken form for lønarbejde har du? Jeg tænker på nye indfaldsvinkler til, hvordan man kan sammenflette lønarbejde og skrivearbejde.
For mit vedkommende er løsningen at undervise – blandt andet i kreativ skrivning. Alligevel kan det være svært og nogle gange helt umuligt at få tid til at skrive. Det kræver jo sammenhængende tid uden distraktioner. Hvordan oplever du det? Hvordan bygger du bro mellem de to forskellige øer? Eller ligger de så tæt på hinanden, at du kan springe fra den ene til den anden?
Mange hilsner,
Stine
Hej Stine
Tak for kommentaren – godt at høre fra en kollega! Du spørger til mit lønarbejde, og hvordan jeg kombinerer det med mit skrivearbejde, men jeg er bange for, at jeg ikke kan bidrage med nogen banebrydende eller alternative løsninger på den front. Jeg arbejder ganske vist som redaktør på et forlag, men mit arbejde er nogenlunde så langt fjernet fra dansk skønlitteratur, som man kan komme, så der er ikke rigtigt nogen gevinst at hente der. Det lyder, som om du selv i langt højere grad end jeg har løst cirklens kvadratur.
Sandheden er, som du selv også skriver, at skrivearbejde simpelthen bare kræver sammenhængende tid uden distraktioner. Efter at have prøvet mig frem med alle mulige forskellige løsninger, har jeg accepteret, at for mig er tid den vigtigste ressource overhovedet – og det kan der ikke laves om på. Jeg har ikke meget af den, og på mange måder er mængden af fritid, jeg har til rådighed, den faktor, der styrer kvantiteten (og kvaliteten?) af mit kreative arbejde. Jeg har prøvet at sno mig uden om det problem på tusind forskellige måder i tidens løb, men ting tager bare tid. En overgang prøvede jeg sådan skematisk at sætte mig ned en halv time hver aften inden jeg gik i seng med et åbent dokument, men det eneste jeg fik ud af det, var kronisk overtræthed og en masse dårlige manuskripter.
Hvis mit lønarbejde har givet mig noget i forhold til mit skrivearbejde, så er det et realistisk forhold til forlagsarbejde og udgivelsesprocessen. Det lyder meget desillusioneret, men det er det faktisk ikke. Tidligere havde jeg et håbløst romantisk forhold til den kreative proces og det at få udgivet en bog, men efter at have bevæget mig i forlagsverdenen i ti år, i Danmark og udlandet, har jeg nok fået afmystificeret Bogen lidt. Og det har faktisk gjort mig mere produktiv, for nu bruger jeg mindre tid med at drømme henført om den kunstneriske proces og kan i stedet koncentrere mig lidt mere om rent faktisk at skrive.
Det var et par ord om, hvordan jeg prøver at få tingene til at passe sammen. Håber, du kunne bruge det.
Venlig hilsen
Aske
Hej Aske,
Tak for dit grundige svar.
Det er sjovt, du skriver Bogen. Jeg plejer at omtale den som Romanen 🙂 Så jo-tak, jeg kender alt til romantiseringen af skriveprocessen/forfatterlivet/slutresultatet og kan kun give dig ret i, at den er en af de første flåter, der skal nappes. Om man så må sige…
Jeg følger med og glæder mig til dit næste indlæg!
Mange hilsner,
Stine