I forbindelse med at Til deres dages ende kom på gaden, havde jeg en samtale med en bekendt om det at skrive. Det var en af den slags vidunderlige samtaler, som i virkeligheden mest handler om at diskutere, hvor enige, man er. (”Det er simpelthen så rigtigt, det du siger der.” ”Jamen det, du siger, er jo også bare helt rigtigt!” ”Tak tak, jeg tror, det er så rigtigt, det vi siger, fordi vi er så kloge – specielt dig.” ”Mange tak, men du er nok den klogeste.” ”Nej, den klogeste må bestemt være dig!”) Bortset fra selve substansen af bekræftende ord, diskuterede vi også et par ting, som var ret interessante, blandt andet selve skrivehåndværket, og hvordan det er en kunst, man skal øve sig i for at blive bedre. For det er det jo.
Det kan jo godt være sådan med kunst, at det er en kraft, der springer ud af øjeblikkets inspiration, men det skal man ikke forlede sig af. Det er stadigvæk noget, man bliver nødt til at øve sig på. Ligesom en musiker skal øve sig for at beherske sit instrument, må vi skrive for at beherske vores redskab: sproget. Når vi sidder og hugger i den samme surdej dag efter dag, kan det godt være, vi ikke føler, vores slid udmønter sig i nogen reel forbedring af vores evner. Men det gør det nu temmelig sikkert alligevel.
Tag for eksempel et kig på nogle af de tidlige ting, du skrev, og sammenlign dem med de ting, du skriver nu. Det har jeg gjort. Udviklingen er tydelig. Nedenfor bringer jeg et uddrag fra Sneppen, den første novelle, jeg fik udgivet for efterhånden mange år siden, og en passage fra Skytten, som jeg går og rumsterer med for tiden. Forskellen er tydelig (og det er tilladt at grine!) Der er ikke bare tale om, at man bliver bedre rent teknisk ved at øve sig. Ligesom med redigeringen af en tekst, er der tale om en gradvis proces, hvor vi ved at skrive og skrive og skrive bliver sikrere på, hvad det er, vi vil skrive. Hvad der er vores stil. For nogle lykkelige få, er det måske noget, der kommer let, men for rigtig mange andre er det resultatet af mange års koncentreret slid.
Fra Sneppen, :
Jeg havde en drøm i nat. Jeg sad i min lænestol, en gammeldags en i rødt stof med øreklapper, og læste, da jeg pludselig, som ved en viljesakt, løftede mig op fra stolen i rummet over den. Jeg havde ikke brug for at vende mig om at se efter; jeg vidste at i stolen under mig, raspende efter vejret og gustengul i huden, sad min sjæl, mens jeg selv, et lyst, hvidt, skinnende legeme svævede over den i luften.
Jeg havde lyst til at fortsætte min bevægelse ud gennem det høje vindue og op på himmelen, men jeg kunne ikke komme i sikkerhed for den hvæsende skikkelse under mig. Jeg var ikke i tvivl om at den var ude af stand til at nå mig, men tanken om at den var tilstede i rummet fyldte mig med en dyb, primal angst, som når man befinder sig helt tæt på noget der kan gøre én fortræd. Tanken om at den sotbefængte skabning påny skulle forenes med mig fyldte mig med smerte og væmmelse.
Det er vist ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt jeg rammer en stil her, men mere, hvor selvhøjtidelig den er. Min personlige favorit er “sotbefængte”. Bemærk også de lange, komplicerede sætningskonstruktioner. Jeg kan mærke, jeg var på galt spor her, for den type sprog falder mig ikke naturligt. Det var noget tilstræbt.
Og fra Skytten:
“Hej,” sagde stemmen i den anden ende.
”Hej Dorthe,” svarede han. Han kunne næsten høre, hvordan hendes mund snerpede sig sammen.
”Anders,” svarede hun, ”Nå. Hvorfor ringer du?”
”Jeg ville bare lige høre, hvordan det gik.”
”Fint,” sagde hun. ”Det går fint.”
”Okay,” svarede han. ”Hvad med rollingerne?”
”De har det fint. De savner dig.” Han rømmede sig. ”De siger, de aldrig ser dig,” tilføjede hun efter en pause. ”De vil gerne se deres far.”
”Ja. Jeg har ikke – ” Han masserede sin pande. ”Jeg har ikke haft det så godt.”
”Men så har du det bedre nu?”
”Jah, nej …”
”Så kan du jo komme og se dem i weekenden?”
”Jeg arbejder på den her sag…”
”Ja. Det gør du vel.” Det var ligesom om, det bare var det, hun havde ventet på. ”Du arbejder jo altid på en eller anden sag.” Bebrejdelserne slog ham i ansigtet gennem telefonrøret. ”Ved du hvad, hvis du ikke gider se dine børn, hvorfor ringer du så?”
”Jamen, jeg gider jo godt se mine børn, for …”
”Du skal fandeme ikke bande af mig!”
”Jeg bander sgu’ da heller ikke af dig.”
”Ved du hvad, jeg gider ikke have, at du skal være sådan en, der kommer forbi en gang om året med chokolade nede fra kiosken, vel?” Hun fnøs. ”Enten så er du der for dine børn, eller også er du der ikke. Okay?”
”Ja, selvfølgelig.” Eller var det nej, selvfølgelig? Han lukkede sine øjne og koncentrerede sig om ikke at miste besindelsen.
”Okay. Hvad ville du så?” spurgte Dorthe.
”Ingenting,” svarede han. ”Ikke noget.”
”Nå,” sagde hun, ”jamen så farvel.”
”Ja, hej,” svarede han. Hun lagde på først.
Aske Munk-Jørgensen 