Foråret begynder så småt at lure i horisonten, og når bladene kommer på træerne, begynder den allermest travle periode på mit arbejde som regel også at stikke næsen frem. Min erfaring er, at når jeg har meget at se til, er det gerne mit skrivearbejde, jeg først begynder at skære i for at få tid til det hele.
Og det er helt fint. Jeg lever ikke af at skrive, og jeg har ikke nogen deltidskarriere, der skal plejes. Er alternativet at bruge mindre tid på min kone og børn, eller at jeg ikke får lavet de ting, jeg skal lave, det sted jeg får løn for det – så skidt pyt.
En lille erstatning for at skrive selv, det er at læse. Min holdning er, at en forfatter aldrig kan læse nok. En forfatter bør være nedsænket i sprog. Ordene er vores værktøj, og jo bedre vi behersker det værktøj, desto bedre bliver vi til at anvende det. Vi skal øve os, og en del af det at øve sig er at se, hvordan andre gør. Normalt plejer jeg på dette tidspunkt i et blogindlæg altid at finde en reference til en eller anden, der har sagt det samme som mig før, men i denne anledning vil jeg lade være. Sandheden er så universel, at jeg ikke mener, den behøver nogen bevisførelse. Jeg tror simpelthen ikke, at man kan skrive uden også at læse.
Og anything goes, som Cole Porter i sin tid sang. Der er ingen grund til at snobbe hverken opad eller nedad med sine læsevalg. Hvis du udelukkende sidder og gnaver dig igennem George Perec og James Joyce, så udelukker du dig selv fra en masse erfaringer. Det kan godt være, at du kommer til at ligge tårnhøjt på praleindekset til litteratmiddage, men du lærer kun at genkende nogle få typer sprogbehandling og stilistik.
Jeg selv læser i øst og i vest – primært fordi der er så meget spændende litteratur, men også, fordi jeg virkelig er overbevist om, det er sundt at favne så bredt som muligt. Desuden parallellæser jeg altid bøger (det er der så til gengæld ikke nogen undskyldning for; det er bare fordi, jeg er et rodehoved). For tiden er jeg i gang med følgende – lad det være et eksempel på det med at favne bredt:
Achton Friis: Danmark ekspeditionen til Grønlands nordøstkyst 1906-1908 – Achton Friis’ beretning om Grønlandsekspeditionen, der i dag mest er kendt på grund af den tragiske måde, Jørgen Brønlund, Mylius-Erichsen og Niels Peter Høeg Hagen døde på. (Det har Vagn Lundbye skrevet en fantastisk og bevægende bog om, som jeg desværre ikke kan finde et ordentligt link til, Omkom 79’fjorden.)
Tony Hillerman: Dance Hall of the Dead – Anden bog i en krimiserie om Joe Leaphorn, en Navajopolitimand i Four Corners-reservatet i USA.
Franco Moretti: The Way of the World: the Bildungsroman in European Culture– en klassiker på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. Den store voksenbog om Dannelsesromanen.
Når jeg en gang bliver færdig med dem, vil jeg i prioriteret rækkefølge bevæge mig hurtigt videre til Sværd og Trolddom: Tyvenes By og Selma Lagerlöfs Køresvenden – og ved siden af hører jeg næsten altid en eller anden lydbog. Praktisk tidsfordriv, når man støvsuger eller kører i bus eller hvad ved jeg. Husk på: Det er fantastisk at kunne underholde sig med en god bog, og så oven i købet kunne kalde det arbejde, hvis nogen spørger!
Aske Munk-Jørgensen 