Vi har nok alle sammen et bud på, hvad der har motiveret os til at skrive, og hvorfor vi gør det, vi gør. Det spørgsmål hænger tæt sammen med hvordan vi gør det, vi gør, og i denne uge har jeg interviewet forfatteren Vagn Remme om lige netop disse ting.
Vagn har tidligere udgivet bl.a. Øresundsvej og Arvingen, og for tiden er han aktuel i Carsten Bangs show Plukker Kameler. Jeg fanger ham i et roligt øjeblik på telefonen, mens han er hjemme i sit hus på Fyn.
Vagn Remme (http://www.litteraturnu.dk)
Vagn begyndte at skrive for alvor i 2001. ”Det var der, jeg begyndte. Eller, det var der, jeg holdt op med bare at drømme om at blive forfatter og begyndte at gøre noget ved det i stedet for.” Og det er nok noget, vi alle sammen kan genkende. Der er forskel på at lege med tanken om at skrive, og så rent faktisk sætte sig ned og færdiggøre et manuskript. Når Vagn selv skal forklare, hvorfor han lige endte med at blive forfatter, taler han om det, som om det nærmest var noget, han blev drevet til, ikke af andre, men af sig selv.
”Det var nærmest et spørgsmål om, at jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle lave. Man finder jo hurtigt ud af, at man aldrig bliver rig eller berømt eller populær af det her, så det er ikke det. Det er nærmest sådan en meddelelsestrang,” siger han og tilføjer: ”At det lige blev det at skrive, var nærmest et tilfælde. ”
Da Vagn i sin tid gik på EFG, lavede han en serie konceptmalerier og blev af en underviser uddannet på kunstakademiet opfordret til selv at søge ind på akademiet. Det gjorde han imidlertid ikke, men trangen til at udtrykke sig blev ved med at trykke på, og sidst i halvfemserne meldte driften sig igen – denne gang i form af ord.
Vagn er i den heldige position, at han i dag efter mange års slid kan leve af at skrive. Eller af sin kunst, er det måske mere præcist at sige. ”Det er ikke det bare at udgive bøgerne, man lever af,” siger han. ”Jeg er måske ude at læse op ti gange om måneden, jeg tager undervisningsjob, og jeg søger arbejdslegater. Det er ikke noget der kunne lade sig gøre uden Kunststyrelsen.” Vagn er meget væk, når han er ude at læse op, men det er ret håndgribeligt for hans familie, at det er sådan, han tjener sine penge. Når han har et job, kommer han hjem med løn. Til gengæld kan han så hjælpe meget til, når han er hjemme, fordi han jo arbejder fuldtids med at skrive og derfor arbejder hjemmefra.
Det bringer mig videre til mit sidste spørgsmål, nemlig hvordan han rent praktisk skriver. Det tænker han lidt over: ”I mange år mente jeg, at det var sådan noget med at sætte sig ned på sit kontor hver dag i otte timer og arbejde. Men jeg ved faktisk ikke, hvad jeg mener – om det er sådan, at det kommer til mig, eller om det er noget der arbejdes frem. Jeg plejede at mene, det kunne drives frem.” Han griner. Det lyder lidt som et det-kan-man-altså-ikke-svare-entydigt-på-grin. ”Det er nok sådan en mellemting.”
Aske Munk-Jørgensen 