Det sidste stykke tid er jeg stødt på virkelig mange gode litteraturblogs og –sites skrevet af forfattere, anmeldere og litteraturinteressede. Jeg har været en vranten gammel mand siden en gang midt i sjette klasse, og derfor har det været en fornøjelse at stifte bekendtskab med alle de engagerede, vidende mennesker derude, der bruger deres kræfter på at gøre os andre klogere. På dette site er jeg min egen redaktør, og det er jo dejligt, så i denne uge har jeg besluttet mig til at bruge pladsen på at introducere mine favoritter blandt de danske sites, jeg er stødt på – uden smålig skelen til systematisk udvælgelse eller rangordnet præsentation:
www.fantasyboger.com – Sitet er drevet af Sven Ørnstrup, der selv skriver fantasy. Han har fået udgivet Vraggods, der er tænkt som første del af fantasyserien Abbadons Arv. Sven er en dygtig formidler, og han skriver engageret og velinformeret om fantasylitteratur for voksne. Her er introduktioner og anmeldelser. Både nybegyndere og garvede fantasylæsere kan have glæde af fantasyboger.com. Sitet beskæftiger sig med fantasy og kun fantasy, men hvis man som mig tilfældigvis synes det er grrrr-eat!, ja så er det jo bare – grrrrr-eat!
http://kjeldberg.wordpress.com/ Ane-Marie Kjeldberg har udgivet tre bøger i eget navn, Keramik, Fred og Ro og senest Marcipansøstre – som jeg blankt indrømmer, jeg aldrig har læst. På sin blog præsenterer hun sig selv og sine bøger. I sin forfatterdagbog kører hun for tiden en serie om de fælder, nybagte forfattere bør undgå, og det er den, der har fanget min opmærksomhed. Ane-Marie har et skarpt og rutineret redaktør-øje. Hendes iagttagelser er meget underholdende og meget relevante.
http://oktoberland.blogspot.com – En litteraturstuderende fra Odense, såvidt jeg kan lure – Nikolaj Johansen – der skriver om det, han selv skriver (science fiction, steampunk og horror), og generelt om dette og hint, der vedrører hans tanker om litteratur. Hans indlæg er vel nærmest causerier, men jeg kan ikke stå for dem. Det første indlæg, jeg læste, handlede om Præsident Roosevelts inspiration fra H.P. Lovecraft. Grrrrrr-eat!
http://nummer9.dk Det her site (online-tidsskrift, i virkeligheden) er seriøst, velorganiseret og superspændende. Det er skabt af folk fra det danske tegneseriemiljø (blandt andet sidder Thomas Thorhauge i redaktionen), og hvis du er interesseret i, hvad der sker i tegneserieverdenen, så kender du det nok sandsynligvis allerede i forvejen. Skulle det imod forventning ikke være tilfældet, ja, så er det altså bare med at komme i gang. Her finder du nyhedsstof af høj kvalitet og med mindst ligeså høj underholdningsværdi.
http://www.refleksioner.com/ Bag Refleksioner fra første sal står Peter Agerlund Jørgensen. Her finder du boganmeldelser, information om kulturarrangementer og mere generelle artikler om litteratur. Som det fremgår beskæftiger Peter sig mest med litteratur, men han har tilsyneladende også et skummelt alter ego, der arbejder med employer branding. Derfor kan du også finde gode råd om, hvordan du skriver en god jobansøgning, og, måske mere oplagt, når det nu handler om employer branding – hvordan du skriver en god jobannonce!
http://www.rothstein.dk Kritikeren Klaus Rothstein behøver nok ikke nogen introduktion. Personligt lærte jeg at elske ham, da han var vært på Faglitteratur på P1. Sådan et initiativ transcenderer simpelthen public service-begrebet. Det er Oplysning. Rousseau ville have knebet en tåre. Og nu har jeg altså fundet ud af, han har sit eget site, hvor man kan få adgang til hans journalistik.
Ih altså. Tak for de fine ord om mit site (Fantasybøger.com). Og også tak for henvisningerne til de af siderne, jeg ikke kendte i forvejen. Klaus Rothsteins side ser fx ret så spændende ud!
Tak for de underholdende og pæne ord om min blog. Og ikke mindst for de gode tips og links. 🙂
Jeg har været være lidt sløv til at opdatere bloggen (har skiftet job), men skulle efterhånden gerne være inde i rytmen igen.
Keep up the good work!