Jeg er godt og vel 6.000 ord fra at være færdig med den sidste redigering af Imens det dugger. Det, jeg har bestemt, skal være den sidste redigering af Imens det dugger. Ikke mere putten det i skuffen og laden det gære indtil næste gennemlæsning. Hvis det manuskript får lov til at gære mere, bliver det simpelthen til en belgisk øl. Jeg trækker en streg i sandet. Her. Når jeg siger det, er det fordi, det ikke altid er åbenlyst, hvornår man skal holde op med at pille rundt med sit manuskript, og desuden er det overhovedet ikke alle de ændringer, man foretager, der nødvendigvis er gode.
En af de ting, man så godt som aldrig går galt i byen med, er imidlertid at slette tillægsord. Tillægsord (og biord) er fantastiske til at beskrive noget præcist, men i en litterær tekst er det bare ikke altid godt at beskrive noget helt præcist. Bevares, der er forfattere, som slipper fremragende fra endog meget detaljerede, farverige beskrivelser. Prøv for eksempel at læse de første par paragraffer af Emil Zolas Germinal. Men jeg er altså heller ikke Zola, vel?
Generelt er det min erfaring, at jo mindre, man tager læseren ved hånden, des mere er der for læseren selv at tage fat på. Og jo mere plads der er til læserens egen fantasi, desto bedre vil teksten virke. Et ekstremt eksempel er Laurence Sternes Tristram Shandy, hvor der i stedet for en beskrivelse af Widow Wadman, en af personerne i romanen, findes en tom side, så læsere selv kan tegne enken sådan, som han eller hun forestiller sig hende.
Da jeg sad og puslede med den sidste redigering af Imens det dugger, faldt jeg ved et tilfælde over en gammel version af mit manuskript. Det er tåkrummende pinligt at fremvise det oprindelige materiale for jer, men sammenligner man en passage fra den gamle version med den samme passage i det endelige manuskript, kan man tydeligt se, hvad tillægsord og biord kan gøre ved en tekst – hvis de er der, og hvis de ikke er:
Den oprindelige version:
”Jah,” svarede Steffen bryskt, ”hvad med for eksempel at gå ned at byde pigen op?” Mads skulle til at sige noget. ”Nu har du stået og gloet på hende hele aftenen.” Han greb om sin lunkne Tuborg: ”Hvis hun ville have en klam stodder, kunne hun sgu’ da finde sig en børnelokker.”
Mads trak på afværgende skuldrene: ”Tough guys don’t dance…”
Den endelige version:
”Jah,” svarede Steffen, ”hvad med for eksempel at gå ned at byde pigen op?” Mads skulle til at sige noget. ”Nu har du stået og gloet på hende hele aftenen.” Han greb om sin Tuborg: ”Hvis hun ville have en klam stodder, kunne hun sgu’ da finde sig en børnelokker.”
Mads trak på skuldrene: ”Tough guys don’t dance…”
Aske Munk-Jørgensen 
Tak for indblikket i forfatterens værksted – det er altid spændende. Og som enhver, der selv har skullet skrive en længere tekst, ved, så bliver man på et tidspunkt nødt til at sige stop for redigering og omskrivning.
Jeg kan godt lide, at du har droppet “bryskt” og “afværgende”. De fremgår fint af sammenhængen, men jeg synes faktisk, at den “lunkne Tuborg” gav lidt ekstra til mit billede af situationen.
Hej Beldenak – tak for kommentaren. Jeg er glad for, du deler mit syn på “bryskt” og “afværgende”, og endnu mere for, at du synes om min blog. Hvad angår den lunkne Tuborg, så kunne jeg også godt selv lide den. Jeg kan fortælle dig, at den fik lov til at blive der gennem mange forskellige inkarnationer af afsnittet. Tilsidst røg den imidlertid, og det var ikke, fordi jeg ikke brød mig om billedet. Det var simpelthen – og det har man ikke en chance for at vide uden at have konteksten med – fordi Steffen ikke er typen, der lader sin Tuborg nå at blive lunken. 🙂
Venlig hilsen
Aske