Anslaget i en bog er utroligt vigtigt. Hvad enten man står ved det eller ej, er man som læser meget hurtig til at danne sig en mening om en bog, og har man først besluttet sig til, hvad man mener om en roman (eller novelle, eller hvad ved jeg) – så er det forbløffende svært at ændre den holdning igen.
Anslaget kan være det første kapitel af en bog, somme tider måske bare den første halve side. Hvis forfatteren er god nok med ord, kan den første sætning være nok til at få skovlen under læseren. Omvendt kan en ubehjælpsom første sætning også være det, der får læseren til at lægge bogen fra sig igen med et suk. Jeg synes selv, jeg er sluppet meget godt af sted med åbningen til Imens det dugger. Du kan selv vurdere, om jeg har ret her.
At begyndelsen på en bog er enormt vigtig er ikke noget, den moderne underholdningslitteratur har fundet på. Nedenfor har jeg listet 5 af de bedste åbninger, jeg kan komme i tanker om. Pudsigt nok er de fleste af dem også mine øde-ø-bøger, og som du kan se, kommer de fra alle tider.
1: Moby Dick, Herman Melville: “Call me Ishmael.”
Min største favorit af dem alle. Mere betydningsmættet bliver et anslag vist ikke. De tre ord rammer læseren som en hammer, og de er nok til præcis at definere fortællerens rolle i romanen: Ishmael, Abrahams søn med slavinden Hagar. Hagar og Ishmael, som senere blev forstødt af Abraham. Ishmael er ham, der står udenfor.
2: L’Etranger, Albert Camus: “Aujourd’hui, maman est morte. Ou peut-être hier, je ne sais pas.”
Det er ikke for at prale med mine franskkundskaber, for de er vitterligt ikke særligt gode, men der er noget næsten uhyggeligt over styrken i det underspillede udsagn. Meursault er kortfattet, trukket tilbage fra sine egne ord. Han investerer ikke nogen følelser i sin mors død. Måske forstår han ikke, hun er borte, måske er han bare ligeglad. Han er i hvert fald ikke tilstede. Og allerede dér har Camus udlagt bogens hovedtema. Så nemt kan det gøres.
3: Løgneren, Martin A. Hansen: ”Trettende Marts. Det er tåget. Natanael, jeg har fået lyst til at fortælle dig noget. Lidt løst og fast. Eller jeg har bare brug for en at tale lidt med. Meget har jeg jo ikke at fortælle.”
Pyha, han kan noget med ord. Stemmen er nær, talesprogsagtig, næsten som om fortælleren sidder i en stol ved siden af læseren og sludrer. Johannes Vig smigrer sig ind på en, lister en til at sænke paraderne. Han underspiller med vilje alvoren af det, han vil fortælle. For når det kommer til stykket har han jo en masse at fortælle. Han lyver, mistænker vi ham for, hvis vi husker at bevare vores kritiske sans. Og hvad var det nu titlen på bogen var igen?
4: A Tale of Two Cities, Charles Dickens: ”It was the best of times, it was the worst of times […].”
Bombastisk, storladent og uden smålig skelen til mellemregninger. Og det fantastiske er, at det virker – man accepter udsagnet uden at blinke. Dickens’ fortællerstemme er en kategorisk, autoritativ formulering af fakta. Nu ved vi, hvad vi skal mene om den franske revolution.
5: Paul Clifford, Edward Bulwer-Lytton: ”It was a dark and stormy night.”
Jeg kan ikke lade være med at grine. Hvem ved, måske er det, fordi jeg tænker på Nuser, hver gang jeg hører det, men jeg tror det nu ikke. Ligeså monumentalt som Dickens’ åbning på fjerdepladsen med den forskel, at det her falder til jorden med et brag. Jeg vedgår blankt, at jeg aldrig har læst Paul Clifford, men for syv sytten, da, en åbning. Paul Clifford er måske forsvundet i tidens tåger, men det er et testamente til Bulwer-Lyttons retoriske trompetskrald, at hans anslag er gået over i historien.
Aske Munk-Jørgensen 