Jeg synes, jeg skylder en forklaring på bannerbilledet på bloggen. Det er taget af Thomas, og det viser Norsminde Fjord på noget, der ligner en rigtig fin forårsdag. (Læs her, hvorfor jeg bare kalder ham Thomas.) Når jeg har valgt netop det billede til banneret, er det ikke mindst fordi, Imens det dugger foregår på de kanter, men også fordi stedet betyder en hel del for mig. Både på et personligt og på et fagligt plan.
En af mine fikse (og desværre også temmeligt uoriginale) ideer er, at skønhed og ulykke er vævet tæt sammen. De to ting kan i hvert fald sagtens være tilstede på samme tid – og Norsminde er virkelig et skønt sted. Der kan jeg finde ro og fred til at arbejde, hvilket både mit speciale fra universitetet og flere dele af Imens det dugger er bevis på. Men hver gang jeg tager derned, bliver jeg også mindet om, at al denne idyl ikke nødvendigvis er så idyllisk endda. For bare fordi man bor i et postkort, bliver alt jo ikke automatisk fryd og gammen. Folk bliver helt sikkert skilt ligeså meget og kommer ligeså meget op at skændes der som alle mulige andre steder, og netop det forhold sætter altid automatisk ting i gang i mig. Det får tanker til at vokse frem, og nye ideer, situationer og billeder dukker op. Kunsten er naturligvis efterfølgende at få noget af det til at give mening på papir.
Et eksempel på denne frugtbare sammenvævning af skønhed og ulykke er Ingegerd Danielsens Den lyse nat, der udkom på Tiderne Skifter for et par år siden. Hvis man er interesseret i et litterært bud på, hvad jeg mener med sammenhængen mellem det smukke og det forfærdelige, er den et fremragende bud på et sted at starte.
Aske Munk-Jørgensen 